Du er her

Fyrcentrets natur og historie

  • Markfirben

    Der er skønne naturoplevelser ved Stevns Fyrcenter.

Naturen ved Stevns Fyrcenter er helt unik. Både naturen og dyrelivet er et besøg værd.

Værd at vide om Fyrcentrets natur- og dyreliv

Fold alle ud
  • Overdrev og lunde

    På området ved fyret er der en meget varieret natur, når man sammenligner med naturen langs store dele af klinten.

    Den natur som findes på området er et meget bevidst valg. De flade arealer plejes med henblik på at skabe overdrev. Overdrev er en særlig og truet naturtype, som er kendetegnet ved at have mange forskellige blomster og insekter. Der er talt op til 60 forskellige blomster og planter på de bedste overdrevsområder langs klinten.
    For insekter er ca. 50 % af de kendte arter i Danmark tilknyttet overdrev.

    Overdrevsområderne ved Stevns Fyrcenter huser ikke helt så mange blomster og insekter, men de er godt på vej til at blive endnu en lille perle langs klintens overdrev. 

  • Blomster- og planteliv

    På fyrcentrets område kan du finde blomster som almindelig knopurt, merian, liden klokke og mange flere. Også områderne med træer og buske huser spændende natur og dyreliv. Her har vi også rigtig mange fugle, der kan observeres hele året. Navnlig Karmindompapen skiller sig ud. Dens knaldrøde bryst og hoved gør den til en af de smukkeste fugle langs klinten. Du kan nok bedst finde den, når den om foråret synger sin genkendelige sang  ”pleased to meet you”. Kom gerne selv forbi og hør.

  • Det store rovfugletræk

    Fra august og frem til november kan man opleve et helt unikt træk af navnlig rovfugle passere forbi klinten og fyret. Unikt fordi antallet af rovfugle kan være ganske stort og ofte passerer rovfuglene ret tæt på klintekanten.

    Af imponerende dags tal kan blandt andet nævnes over 1.000 rødglenter, 6.000 spurvehøge, 2.000 musvåger og 10 havørne. I løbet af efteråret er der en udstilling om rovfugletrækket i fyrboligen, og den som altid ganske gratis at besøge.

  • Hvad findes i mørket?

    I 2012 kom en overraskelse frem i mørket på Stevns Fyrcenter. På fyrområdet findes der et større anlæg fra den militære fortid - heriblandt to gassikringsrum fra Den Kolde Krigs tid. Det var i gangene ind til disse rum, at overraskelsen gemte sig. Her myldrede det frem med grotteedderkopper. Grotteedderkoppen er kendt fra blandt andet den sorte gryde på Bornholm, og et par andre steder langs Stevns Klint. Men at man kunne tælle cirka 500 edderkopper i loft og på væg på i alt 20 m gang var alligevel en overraskelse. Det gør Stevns Fyrcenter til et af de steder, hvor der er den største tæthed af grotteedderkopper i verden. Edderkoppen er ikke giftig. Man er der velkommen til at gå på opdagelse i grotteedderkoppernes land. Kontakt personalet og de kan vise vej. Udover edderkoppen vil man ofte se nogle hvide små ”poser”, som hænger ned fra loftet. Der er æggene, som indeholder den nye generation af edderkopper.

Kontakt

Stevns Fyrcenter
Fyrvej 2
4660 Store Heddinge
Tlf.: 56 57 57 91
Åbnings- og telefontider
Mandag kl. 11.00-15.00
Tirsdag kl. 11.00-15.00
Onsdag kl. 11.00-15.00
Torsdag kl. 11.00-15.00
Fredag kl. 11.00-15.00
Lørdag kl. 12.00-15.00
Søndag kl. 12.00-15.00

Sidst opdateret

17.05.2016